bund-borgerlige i hver livsudfoldelse, nytted leiligheden til at stikke de mysende øine frem i solen. Den indadvendte, som ingen tørst hadde efter at faa sig flækket ud, virked som en komisk skikkelse, en kedelig pedant; han var ikke «morsom», som det hed. Der maatte ikke findes paa én en eneste skjult fold, som ikke hvermand kendte; offentlighed var sandhed. Det blev endog religion: man maatte vide med sig selv at ha synt publikum sit skidne linned for at fange den fulde samvittigheds fred i sit hjærte. Man kunde til og med den tid, paa gadehjørnerne, træffe brautende mænd, som i fanatisk oprigtigheds-ekstase paaløi sig kjønssygdomme; — og maleren op i Juvet nu hadde været en blandt dem. Og det hændte at digtere indsendte kunstraa bøger til justitsen med bøn om den udmerkelse at bli beslaglagt. Det var en underlig tid. Det var især en stærk konkurrancens tid.
Sønnen Nils kom an i dette, hans russ-aar faldt ind i denne løierlige selvblottelsens tid. Da vaagned professoren, han haante sin søn: det forrige hadde da i sin idé noget over sig av den første sommerdag, man kaster klærene og bader fra aaben strand, sa han, — noget som minned om den dagenes morgen, da vi endnu vandred ved Ganges! Men dette her bestaar jo bare i at man vil fortælle al byen,
