Og han samled sin dom om hele efterslætten: — Grønskollinger! Blonde livs-dilettanter, som gaper kæven av led over ord, saa de ikke kan hugge til, naar de bænkes ved festbordet! Hvem flaar en nordbo til hedning! …
Men dette optog alligevel den unge Nils Brosme, trods farens haanlige kritik, selv om det ikke netop kunde sies at slaa ned i ham; thi hans gærings-aar faldt jo senere end hoved-bevægelsen, han mere mored sig og underholdt sig end opskakedes, saaledes som de tidligere studenter-kuld. Og da han ovenpaa en lang fodtur gennem landet efter russ-aaret, fik det raad av faren at studere teologi, «saa er du udenfor al den frilufts-jargon og hele det demimondæne pusleri paa det uvorne a», var han straks villig. Han arbeided med sin teologi som den mest gennemsyrede livs-tviler kan gøre det; hans logiske hjerne-vindinger fandt tilstrækkeligt og velgørende stof i de filosofiske distinktioner og i dogmatiske haarkløverier. Det var netop underholdning for et koldt hode som hans, det virked beroligende og absorberende som et vældigt schak-parti, mens den sedvanlige avis-spalte borgerlig frilufts-jargon slurpedes ind sammen med morgenkaffeen som opkvikkelse.
