Men allerede før hun traf sin mand, blev hun opmerksom paa jargon’ens ensformige, avlagte ublufærdigheds-tone, og det blev med det ene causeri i avisen.
Der er nemlig mennesker som der ved samvær altid blir noget ukendt tilbage efter, en ørliden kærne som smutter bort mellem fingrene for én; kultur-mennesker av kultur-slægter er til syvende og sidst slik underlig glippende og sky — det er endog det som stundom gør gamle slægter, hvad man kalder, «kedelige». De mennesker er især saadan i kærlighed og hvad der rører den — kanske det er der deres sky har sin rot; deres instinkt gentar for dem her ved hver anledning at ved den fuldstændige selvblottelse er charmen strøget av dem, er kogleriet uigenkaldelig tabt. Selv to som elskes, naar ikke altid hverandre tilbunds; den sidste, den allersidste sindenes sammensmælten ligesom udeblir; thi de føler at det at bundskrapes i kærlighed av et andet menneske, betyr at være udslettet. Slik føler de. Og der er bag denne sky, i denne instinkternes paaholdenhed ligeoverfor det, som udgør éns sinds kærne og sevjen i éns sjæl, en udødelig rest av et natur-væsens selvopholdelses-drift, som først kulturen har vækket, en forsigtig og
3 — Kinck: Præsten.
