Side:Kinck - Præsten.djvu/4

2

Den store sal var omtrent tom. Der stod et par kasser og en kurvkoffert, der var ogsaa kommet op fra lasset to grætne indsydde stoler. Der stod to tomme sænger fra før henne ved den ene væg — det var købegods efter forgængeren; det var ogsaa det gamle høie linnedskab paa samme væg. Derhenne gik en kone og hjalp de nyankomne — hun var ogsaa blit igen paa gaarden efter den andre præsten; det var en 40-aars enke, som nu sad paa Lilleækre, en av præstegaards-pladsene; men allerede hendes dragt viste at hun oprindelig hørte til udenfor dalen. Hun halte og slet sængklær op av en stor sæk, saa virkelysten og opskørtet, ligesom for ved hvert rykk at bevise at hun ikke hørte til det træge bonde-slaget. Der stod en hvid-lakeret barnesæng, som fruen selv sprætted strien av; for deres lille skulde endog inat ha sin egen sæng! — sals-døren var vid aaben ud til loftet og trappen. Det ramled i gangen nedenunder, det traakked og stamped tungt, der lød halvfærdige ord og korte støn, som folk løfted paa svære sager; det var kørekarene som var mødt op ved jernbane-stationen her en tre mil nede og nu læssed av. Især var de mange bogkasserne tunge. Det spurgte op av og til med dæmpet