granit-hus paa siderne. Det var forresten næsten snebart nedenunder uren, for solen stod lige paa. — Der er fed jord! sa Nils. Der staar gran i kanten. — Vær nu ikke saa vigtig! svarte Anna. Det var først igaar du ankom paa landsbøida.
Der laa et stort vand paa et par mil sydover. — Der skal vi seile med bark- og spaan-baater, Emma! sa faren, — naar sommeren kommer. — Og dernede vided dalbunden sig ud igen og fjældene veg tilbage med rummelige, langsomt skraanende sletter. Isen laa pudderhvid og sprød i solen og skørned; der var ligesom ikke vand paa den længer, men det var bare fordi den var kommet saa langt i opløsning, at den trak vand. Der var svære revner, sorte av selve fjorden. Men den gamle vinterveis meiespor kunde følges sørover isen, mørkebrune av maaneders efterladenskaber, som nu under tiningen samlet kom for en dag. De saa en mand endnu gaa isen tversover langt derude i solen; men han vassed sig forsigtig og langsomt frem paa ski i slapset — der laa en sort stribe vand efter ham; og han bar en lang staur i haanden, om saa galt skulde hænde at han alligevel steg igennem og faldt i, — saa gik han da ikke til bunds. — Der var lange furumoer mellem gaardene, som slukte sollyset og
