ærbødighed i ropene, hvor de vilde ha det, og det.
Det lugted vederstyggelig brændte filler op gennem trappen — konen hadde lagt i stue-ovnen nedenunder, nu da hun hørte dem komme kørende. Præsten kniste til sin frue, og han trodde det bare blev imellem dem, — men han snakked halvhøit, som byfolk gør den første tid paa landet Som om man der er feilende paa hørselen: — De har nok brugt ovnen til søplekasse her under rengøringen! sa han. Og lidt efter: — Ja ja, det skal vi nu snart faa luftet ud. — Konen hørte det og hun kniksed, med aabenbart forsøg paa en liden dobbelt-mening: — Den lorten blir nu ikke den seigeste, nei! — Men de to merked ingenting av det dobbelttydige. Han smilte og saa paa sin lille datter i den ene tomme sæng — hun var en 8 aar: — Hun sover fremdeles, du! sa han. Og han gav sig til at klæ av hende. Men fruen kom hurtig og overtog det med en overdreven selvfølgelighed, som røbed at hun var av en familje hvor der endnu ikke var pust av tvil om hvor kvindens opgave laa: — Men Brosme, kære da! sa det med den underlig ømme, gammeldagse ærbødighed for manden; hun benytted ogsaa familje-navnet,
