ha noget! hvisked hun ivrig, bevæget over det gode indtryk. — Kanske det var selve bygden som mødte op av sin godhed, Brosme! … Snille de visst er, folk her! — Han gemte pengene dybt i lommen, lidt beskæmmet: — Ja, det maa jeg si! … Bare jeg nu ikke saared dem! — Men de andre blev staaende dernede paa tunet, stelte med vognene og hestene og repene; av og til brød en stemme igennem, og da var den ligesom indtørket av vedholdende hvisk.
Men heroppe paa salen la de ikke merke til det. Nu kom turen til dem selv og deres sænge. Nils Brosme var en mand paa de 35; han var spinkel og spæd av vækst, et magert gutte-legeme. Han var næsten skægløs, hadde bare en liden knebel, som var halvblond ligesom hans haar. Han hadde en bratt pande; og under den laa der to blaa smaa, men villende øine; og de var rødkantede, ligesom der i det hele var noget tendert og ømfindtligt, næsten hidsigt ved hans ansigtshud, mest omkring munden, saaledes som man stundom ser hudsystemet i saakaldte gamle familjer, der hvor gennem slægtsleds kræsne vellevnet de ytre smags-anlæg har udviklet sig, og især en stigende fin gane gaar i arv. Næsen reiste sig stærk og tverr ud av ansigtet, og var ikke spor
