sjæls kime. Hun var væver, gik ligesom stadig paa vak og merked straks, naar én av hendes nærmeste rørte paa sig og fik et ønske, jaget av morsfølelse, let at opskræmme — denne hvileløse opslitende drift, som er dyre-morens særmerke, naar den har unger! Og stundom fik det løbe helt ud og lægge sig som denne tungsindige vellyst over blikket, der den kommer sigende over dyre-morens øie, naar hun suges av ungen, og som stiler udover sig selv, imod slægternes fornyelse. Der var ikke et enkelt herskende træk i det ansigt, uden dette ene, koglende, blændende, som blir sjeldnere som slægterne dør — den tørstige mors-uro, som ligesom aldrig noksom kunde komme sine kære til hjælp. — Men der laa hos fru Anna tillige opdragelse i denne selvforglemmelse, og hun følte sig, som følge av den, altid som mandens tjenerinde; hun var nemlig av en lidt borneret, gammel grosserer-familje i Kristiania, hvor den sidste menneskealders kvindesags-gæring var dampet sporløst forbi. —
Anna ba konen henne ved sængen gaa ned og hente et sjal … laa kanske igen i vognen! Og i det samme hun var væk, nytted hun stunden, gik indunder sin mand og hvisked: — Velkommen hjem, præstemand min!
