skjønhetens – La Bellezza: den som elsker skjønheten, elsker livet!
I og for sig er der jo ingenting originalt i denne kultus av Hellas; alt i den franske revolutionstid – 1789 – utkom jo f. eks. Barthélemy’s bok (Voyage du jeune Anacharsis), som i hjemlandet avfødte symposier i græske gevandter, med cyper-vin og korinter-druer og vers-fremsigelser à la Anacreon; kunstneren rynket brynene paa sine skikkelser, han aapnet munden litt, for at gi dem det rette utryk o.s.v. Og det endog midt i de travle revolutionsaar! – Og en uendelighet av digtere har gjort den samme reise før d’Annunzio – Goethe, Hugo, Musset o.s.v., helt ned til Carducci i Primvere Helleniche. De drog til Hellas paa sin fantasis brusende seilskib. Og der var stor og fri og blind livs-utfoldelse i det, suveræn livsfryd!
Hos d’Annunzio er det en slags moralsk missions-reise. Den unge faun er litt træt, han trænger et livssyn imot kristendom og forsagthet og klerikalisme, hvis han ikke skal havne der. Han søker at synge sig en fast livsfilosofi til, som ogsaa tillike kan knytte sammen under ett syn hans forskjelligartede produktion. Men der er uheldigvis en ulikhet fra Ulysses netop her: d’Annunzio har drukket sig døddrukken i sine idéer og faret vild i rusen; han er i det poetiske øieblik virkelig fra sans og samling; men rigtignok i forbigaa-
