han sonetten i Rime Nuove Paa vei gjennem Pisa-Maremmaen:
Du yndefulde landskap! hvor mig skjænktes
en uræd hu, min sangs uvorne tanker,
en barm hvor had og elsk om kap sig trængtes, –
du! som vi møtes, lydt mit hjerte banker.
Just nu jeg ser, hvert digt sin form her sanker. –
med blik det ser, hvor smil av taaren stænktes: –
ad kjendte drømmes stier her jeg vanker,
som vinglet blind, da ung i rus jeg længtes.
Ak! alt jeg elsket, hver en drøm, – blot spaan er!
og altid løp jeg, aldrig var jeg fremme;
imorgen segner jeg. Men fjernt fra blaaner
du lyser fred med dine kollers stemme,
fra skodd som damper, eng som grøn sig skraaner
og ler blot midt i morgen-skurens strømme!
Herfra har han ogsaa de indsmigrende strofer i det i sin naivitet ikke helt igjennem vellykkede digt, der han gjenser barndomsstedets cypresser foran San Guido, – og disse kjender ham igjen fra han som liten lekte mellem stammerne, – men nu er han selv blit una celebritá, svarer han dem mut. – Og herfra er et av hans bedste digte Idillio Maremmano, hvor landsens natur og livsvilkaar males, og hele billedet er sammenvævet med en forhenværende bondejente-forlibelse av saare jordisk art. Han skildrer yderst indgaaende
