nok saa ved mangt et digt, som han har gjort, at naar vi igjen fremkalder det ubestemte helhetsindtryk, den damptaake om kunstverket, som blir tilbake hos beskueren, naar hver detalj er glemt, saa lugter der saadan en liten smule bokstøv av det; vi vender indover til literatur og ikke utover mot liv. Man skulde vente at dette især vilde være tilfældet ved disse urimede oder i Horats’s versemaal, som forresten har faat selve Mommsen’s attest for at være fortrinlig eftergjort. Det er imidlertid ikke saa. In una chiesa Gotica har han saaledes sikrere og stillere og mer egte sagt hvad han som døgnets indlæg brølte ut i A Satana: han staar i en høitidelig spidsbuekirke; saa hører han kjendte kjære dame-skridt, og han utbryter i en pragtfuld slut:
… Farvel, semitisk guddom. Bestandig er det døden som hersker i dine mysterier. O du aandernes utilgjængelige konge, dine templer lukker solen ute. Korsfæstet martyr, korsfæster du menneskene, du besmitter luften med mismod: Men himlen straaler! men engene ler! men Lydia’s øine lyner av kjærlighet!
… Ma i cieli splendono, ma i campi ridono,
ma d’ amore lampeggiano
gli occhi di Lidia …
Eller jeg nævner oden foran Caracalla-termerne. Der er i denne uforlignelige hymne virkelig fremmanet et tungt aandedrag fra «la dea Roma», som sover under ruinerne. – I en
