stierne, grep ind. Da Rom imidlertid blev indtat, var ogsaa frihetsverket fuldbyrdet og hans generations politiske drøm opfyldt. Carducci blev paany monarkist – og en motstander av de nuværende republikanere, som vil en føderativ republik; hans ode til Italiens dronning er likesaa stemningsfyldt som hans petroløse Versailles. Der er saaledes en viss sammenhæng i slingringen; ialfald er holdningsløsheten ikke resultat av nogen hestehandler-beregning. – Siden fik han da fingrene ind mellem døgnpolitikkens maskineri. Han stillet sig i et par valgkredser og holdt taler; man ser at han ikke er helt likegyldig for deres mottagelse blandt urvælgerne, idet han i sin utgave lar enkelte avtrykke med parentetiske indskud om effekten, som (bravissimo!), (viva Carducci!), (fragorosi applausi), (frenetici applausi). Han blev imidlertid paa grund av sin stilling som professor hjemsendt av kamret. – Siden er han jo svært ovenpaa; engang skriver han saaledes:
… Jeg ønsker ikke være minister, hverken i monarki eller i republik, jeg har ikke villet, og vil ikke, være deputeret, jeg er ikke, og vil ikke være, høvding eller tolk for nogensomhelst gruppe av nogensomhelst sammenslutning av nogetsomhelst parti, fordi jeg ikke agter at være tjener for dem, som kaaret mig, og talerør for dem som trængte tolk. Jeg ønsker være herr den og den kort og godt, uten epiteter eller adjektiver og med mindst mulige relativer …
