Side:Kinck - Steder og folk.djvu/109

Jeg kjender jo bedst Hardanger, og husker det indtryk fjordenes bebyggelse gjorde paa mig første gang jeg som gutunge en regngraa og sur sommerdag aat mig indover med øiet fra grænd til grænd i det nye land. Jeg kom dit dengang fra øverst i Sætesdal, jeg kom like fra mørkebrune, næsten svarte tømmer- vægger og torvtak. Det indtryk gjentok sig imidlertid hver ny gang jeg reiste indover fjorden. Naar én fra en slik dal, eller fra Østlandet, kommer stimende paa dampbaaten dit ind fra kysten, er det først de lune snehvite hus som slaar én. De begynder langt ute, næsten i havgapet – ytterst i Tysnes og endda længer ute … Sletten, Bømmeln, Moster – et av kulturcentrene i vor forhistoriske urold, i bronsens tid – med de graa tarefrynsede berg, som sjøsalt dynning brusende og siklende slikker og sliper, med de grønne dyrkede sprækker, – derute hvor jeg aldrig farer forbi uten at mindes Eddaens bedste Helgekvad, uroen og det malende kamp-