Side:Kinck - Steder og folk.djvu/120

116

nordosten drev sit lumske, kulsvarte vindkastspil derinde paa Samlen. Da gik hans vældige stemme, og latteren skraldet til svar fra katteskindshodene, saa det døvet vindkastenes sus over nøsttaket og sjøens brak utfor den graahvite odde. – Deroppe i hellurfjeldet holdt de til i sine smaa lysegraa riker, arbeidet med blei og slægge, med hammer og spidse stenpikker i alle størrelser, pikket hellerne til, firte dem nedover; og i de svære pikket de hul deroppe, for at raa med dem og komme til med kroken, naar de løiptes nedover tilfjords. Det var haard sten i hellerne, og just ikke lik vor blaagrønne skifer her øst, saa det sang i dem for hvert hammerslag. Ro frem efter land her under fjeldsiden paa de stille dager, – da tikket det ned til én som i en vældig urmakerbutik. Og ind ved stranden laa en jægt eller to og lastet for Bergen. Der var svære tykke heller – «plattinger» – bestemt til fortaug i byen eller til brygger eller trapper, men som senere fik en anden mindre renslig anvendelse, da man begyndte at ta vare paa og bygge kum for flytende gjødsel; og der var ujevne, tykke heller for fjøs- og laave- og naust-tak og uvande hus; og der var de utsøkte, nemlig de fine, tynde ruteheller til vaaningsbygningen. De