i stranden, de snehvite, vævre terners kast og hvin derute. – Eller det hører de svale regnveirsdager til, naar draaperne pludselig sætter gaasehud paa den blanke vaag og duften fra jorderne siger indover veranda og gang. – Og det hører endog vinteren til, naar kaprifolien paa soldager og i ly for nordenvinden lar sig narre til at springe ut midt i januar med en blomst eller med to.
Det andet hus er blit til i nød, til at overvintre i, det er et hi. Det er vore sagn. Det passer paa Voss eller inderst inde i Aardal. Men ute mot havgapet og i mildt klima passer mit. Mit er vor nutid, det er hitenfor bronse-old og ogsaa hitenfor høigotikken.
Eller kanske er jeg uretfærdig; man blir naturligvis partisk, naar man selv er vokset op under en hvit bordklædning. Kanske er der i grunden god plads for begge slags hus dervest i fjorden. Men jeg ber for det bordklædde, solbjarte. For smilet mellem de indadvendte og tunge hus fra bronse-old.
