kan man vedbli at la byerne løpe spidsrot for
éns minde. De har allesammen et ansigt; man
kan ta feil; men man kan i forbifarten si
dem et ord, man kan gi dem et litet navn.
Men hvad kan man si Kristiania?
Den by hadde en urolig og forsømt barndom. Og det, skjønt den aldrig var folkets kulturcentrum, hverken i den graa oldtid – Oseberg-skibets gravhaug fortæller at den dengang laa længer ut i fjorden og til aapen sjø; heller ikke i Heimskringla’s tid. Den blev i det hele aldrig Norges midtpunkt i den gamle enhetstid. Det var Nidaros. Og begavelserne i sagatiden synes nødig at komme fra selve Viken; det var saaledes ikke fra den kant de var nogen av de Islands fremmelige landnaamsætter som var med at skape en hel kulturepokes, nemlig middelalderens, vældige kunst. Som bekjendt lot først Harald Haardraade «kjøbstad reise» i Oslo og sat stundom her syd; det staar hos Snorre at han gjorde det, fordi der var bra med opland og godt for mat. Han sat der ogsaa av en anden grund: for at verge landet mot danerne; men tillike for let at kunne stikke over til Jylland og herje, om det svev ham at takke for sidst. Og da Sankt Hallvard blomstret og munkene bygget, gjorde vel byen sin pligt; men
