stille med et haardt og ulydig folk» (Snorres
Kongesagaer, Munchs oversættelse). – Men
særpræget er allikevel megetældre end Svolderslaget;
selv en lægmand, som bare holder sig
til Snorre, ser det. I hans sagas første del
– Ynglinga-saga – fortælles der om en kong
Hake i Svithjod, som fik seier i det vældige
slag paa Fyrisvoldene mot brødrene Erik og
Jorund og deres overmagt; der staar tilslut:
«Kong Hake fik saa store saar, at han saa
at hans levedager vilde ei vorde lange. Da
lot han ta et skib som han eide, lot det lade
med døde mænd og vaaben, lot det flytte ut
til havs, lægge roret i lag og drage seilet op,
men lægge ild i tyrived og gjøre baal paa
skibet. Vinden stod fra land. Hake var
nær ved døden eller allerede død, da han
blev lagt paa baalet. Skibet gik luende ut
om øerne i havet ... En saadan baalfærd i
fralandsvind, en saadan reise over i intetheten,
er svensk i sin dype, tunge pragt, paa
høide med reisens alvor, stilig som en myte ...
«Siglði skipit siðan loganda ut i haf.» Vor saga
melder ikke noget lignende om norsk drott.
Og dog glir stammerne ustanselig over i hverandre. Skillet er ikke klart. Og vor kongeætt komifølge Ynglinga-saga østfra. Selve dialekten er et ytre billede paa dette forhold;