Side:Kinck - Steder og folk.djvu/161

157

raut, som man forresten ogsaa just ved lignende følelser kan støte paa i vor saga, men, vel at merke! aldrig hos helterne. Og naar digteren præsenterer for os Brünhilt, heltinden, virker det som en vild karikatur, men uten én trækning av smil hos ham; hun opfører sig som guden Tor paa hans kraftkar-færd til Utgarde-Loke: kapkaster sten med sin beiler! Og det samme vældige, ubetalelige alvor ved det groteske møter vi f. eks. under skildringen av Gunthers bryllups-nat, der Brünhilt tilsidst hænger sin brudgom op paa en knag efter sit belte – i sin vilde, uvilkaarlige komik sikkerlig enestaaende i al digtning; men poeten synger uten ett ryk i mundviken eller ett blunk i øiet. – Jeg skal ikke gaa mer i detalj her. Det er denslags paralleler som godtgjør at vor gamle kunst ikke staar i nærmere forbindelse til den kant. Og det pathologiske, som ligger side om side med poetiske syner, dukker op senere og kan gaa usmakelig haand i haand som i den tyske romantik; der kan det æte sig indover i gemytskaoset, ind i vanvid og mørke, herreløst, grænseløst rotende, saaledes som i Kleist’s Penthesilea. Og krigsførselen denne gang blev i grunden delvis utslag av noget slikt: pathologi og kold beregning hæslig side om side, Heidenröslein! ...