slegtens kamp med naturen og dens vælde. Men man faar finde sig i race-blanding, om det er grunden; og er det livskaar og klima, faar man finde sig i det.
Blandingen er et forbausende gammelt moment. Tar man f. eks. for sig helterne i Egils saga, søn efter søn: Kveldulf, Grimm, Egil, – saa virker de vistnok som uporøst stof, som egte norrøne stridbukker, som vil sin ret og ikke rikker sig et haarsbred. Der er en uforsonlighet likeoverfor dem som engang øvet uret, som holder sig helt ind i døden. Grimm steiler endog ved kongsgaver da – det træder frem ved den merkelige behandling av den kostbare øks, Erik Blodøkse sender ham; og sønnen Egil opfører sig paa en lignende vis ved en gave som skriver sig fra en stor høvding og gammel fiende over i Norge. Ridderlige, men stridbare. Og som gamle er de arge og aktive; jeg minder om Egil som gjemmer bort kisterne med det sølv, han fik av kong Adalstein, og til og med dræper trællerne som hjalp ham at grave det ned, at ikke hans slegt skal faa tak i det; han gjør det i argskap, fordi han ikke faar lov av slegten at kaste sølvet ut blandt almuen paa Altinget og se paa dem slaas om det. Opfører sig paa samme hemmelighetsfuldt arge maate
