sonerne i Sigmund Brestessøn’s saga. Typen er simpelthen en art sjødyr, hører storm og svært hav til, farlige strømmer, stor forskjel paa flo og fjære, hvor baater og nøst blir liggende igjen langt indpaa land ved utfalden sjø, og da med en fjære fuld av vaat glinsende tang og underlige sjødyr og svære skjæl fra havets fabelverden; det bidrar til at gi en stadig usikkerhet i blodet, en uro i sindet, en daarlig rotfæstet moral ogsaa. De tror paa overnaturlige væsener, de driver seid, og de var gjerne store blotmænd. Ansigt til ansigt med det farlige liv minker jo alle hensyn; de mennesker skyr ingen midler, eller har ialfald ikke tid og sind til at være nøieregnende her. Farlige fiender, sleipe som tang: én vet ikke ordet av, før én ligger der! De lever i vaatt og regnsurt klima; men saa med eventyrlige sol-dager iblandt, blikstille hav og firmamentet i ett, saa saltvandsmennesket er som optagen til himmels. Forsigtige folk; men vældige seilere, naar de først er kommet ut for storm, lensende unda paa bølge-toppene for lave, revede seil med livet i den næve som klemmer om styrvolen, folk som forstaar at holde kursen i alslags sjø og aldrig mister færdens maal av syne, – som forstaar endog at seile tom igjen den fyldte baat; og langt derute ensteds lig-
Side:Kinck - Steder og folk.djvu/166
Denne siden er ikke korrekturlest
162