Hallvard, en islænding fra Østfjordene: han lukket døren i. Torkel gik frem mellem ilden og der hvor jarlen sat. Er du endnu ikke færdig? spurte jarlen. Jo, nu er jeg færdig, svarte Torkel, og i det samme hugg han til jarlen i hodet. Jarlen stupte ned paa gulvet ... Torkel og hans følgesvend gik begge skyndeligen ut av den anden dør end den, hvorav de var kommet ind; derute stod Torkel’s folk fuldbevæbnet ...» (Munchs overs.). Stridbare, ukuelige, lumske mænd. Men den sidste av ætten, som var med Olav den hellige og siden med dennes halvbror Harald Haardraade i Gardarike, var en vakker og stor kar, staar det – «haaret stort og gult som silke». – Saa det er altsaa mænd av den blonde race helt tilslut; det var kun livskaarene som præget dem.
Jeg kan her ikke motstaa det indfald at det er dit, til disse øer ute i det svære, farlige hav, at Shakespeare’s tanke red den nat, han undfanget og skapte Macbeth. Og den som skal sætte det drama virkningsfuldt i scene, bør stille sig under det motto: «Orknøi-jarl». Det gir nøklen til digterens syn. Og tegneren bør søke til «Monumenta Orcadica». Der vil han finde slotsgaarden, trappen, taarnet. For dramaet har sin sterke