realiteter, som kan bidra til at vække det
slumrende lag hos en rationalist.
For der findes en anden side ved nordmanden, en evig drømmende evne. Vestlandets mørke pietisme, som endog kan bryte selve nærighetens og gjerrighetens lænker og henfalde til store penge-sendinger for hedninge-missionen i fjerne lande, fortæller netop om denne anden side, skjønt det er reversen av evnen til illusion – jeg ser bort fra, naar det sker bare for at ha det igjen paa den ytterste dag som fradrag i synderegisteret. – Og naar taaren træder sky frem i emigrantens øie, saa er ikke det bare, eller egentlig, sorgen over at forlate sin dal eller fjord, men er uttryk for det sammenstøt mellem den karrige virkelighet hjemme og hin drøm i sindet om det tjerne og store og eventyrlige. – Endog landsmaals-bevægelsen som idé fortæller om det samme – jeg tænker altsaa da paa den ikke som politisk manøvre eller som stige op til matberget; jeg tænker paa den som bækken, som i mandsaldre puslet rislende dypt nede i stenuren: i hemmelighet var det den strøm, som folket søkte til for at læske sig lyrisk og sproglig. –
I stort og smaat skulde foranstaaende være
