nede» sprog. At saa ikke skedde, kan vi
takke det gammelmodige Island for. Danskerne
blev likesom tidligere europæere. Det
kan vel ogsaa ha spillet ind at de norskfødte
utvandrere, som sat som konger eller høvdinger
i Dublin og Normandi, likesom helt blev
borte; de gik op i det nye milieu og vendte
ikke tilbake som europæere. Danmark fik
altsaa sin Saxo paa bombastisk munkelatin
istedenfor paa olddansk. Der var en ond
skjæbne i det; kanske det sønderjyske problem
endog var blit et andet, hvis ikke –
eller helt uteblit. Og de usedvanlig talrike
danseviser fra gotikken med historisk motiv
formaadde aldrig helt at bøte paa den
vildfarelse; malm-veden i et folk, rygraden,
naar man ikke helt ind til gjennem dem. Og
de har heller ikke likeoverfor grannefolk den
advarende klang av farlig udræpelighet som
en oldsaga i prosa, i stammens ur-prosa. –
For at finde de ældste træk i det svenske
folks profil maatte man vel gaa til noget slikt
som dets gamle lover; kanske man ogsaa maatte
fordype sig i det angelsaksiske digt Beowulf
om Geaternes høvding. Men det er jo mere
end en ulærd mand kan overkomme. – Og
følgelig blir uundgaaelig den plads som jeg
her gir – og kommer til at gi – omtalen av
Side:Kinck - Steder og folk.djvu/179
Denne siden er ikke korrekturlest
175