maate som den nærgaaende spøk og blikket for næstens svakhet røber deres styrke: den gløgge menneske-forstaaelse. –
Kakse-typen er ikke den almindeligste type paa Vestlandet, hverken blandt mændene paa hin Nordsjø-bassin’ets ytterste rand eller blandt dem som bor indenfor paa de indre linjer. Jeg kommer atter med en anekdote, som jeg har fra en gammel, nu for længst avdød professor. Han fortalte, han som ung en dag fik besøk av en østlands-bonde, en kjending fra landet. Der stod fuldt av bøker i reolen paa hans arbeidsværelse. Straks han saa hylden, stanset han op midt paa gulvet, brei og skrævende og maapende, satte begge tomlerne i vestens armkrik: «Gubbevarremigvel!» satte han i. «Har Dere lest alle desse bøkann, professor?» Saa kom der en dag et andet besøk paa hans rum; det var en barndomskjending fra det vestlige Sørland. Da han fik øie paa reolen, skar han i med bedemands-stemme – og anekdote-fortælleren trak, til yderligere støtte for illusionen, sit trøie-ærme op, saa haandleddet blev urimelig langt, med en bred, hvit skjorte-linning, mens pekefingeren fegtet sultent imot reolen: «Det har vel været forbondet med stor bekôstning at anskaffe sig disse bøgerne; herr professor?» –
