fører til ruin, ikke er synderlig meget værd; dens revers kommer ialfald indunder det, vi kalder dumhet.
Kaksen hører Østlandet til. Selve vor hovedstad eiet, ialfald for en del aar tilbake, tydeligvis av den grund ikke proletariat; det at leve ustanselig paa livets vrangside hadde slet ikke magtet at forrykke deres borgerlige retssans eller tvunget dem til at skue livet fra reversen. Man kunde høre officerer uttale at Kutorvs-gutterne var bedste soldaterstoffet paa Gardermoen. Og i sin tid læste man i aviserne, da fuldmægtigen for Kutorvets politidistrikt blev forflyttet til en anden by, at da spleiset rampen sammen til en sølvbeslagen merskums-pipe, som de høitidelig overrakte ham til tak for «humman behandling». Det er jo ætlinger, faldne direkte under dem som laget den gamle Edda’s kampdigte; det er Sigurdkvadets ædle krigsmoral som gaar igjen. Det er fødte kakser.
Ved denslags træk flyver éns tanke langt tilbake, man mindes den merkeligste og kanske rikeste av alle Islands ættesagaer: Eyrbyggja-saga, den om Snorre-ættens forfædre, sikkerlig nedtegnet av en blandt dem, kanske av kongesagaens Snorre selv i hans ungdoms-aar. Den saga’s helter er ingen
