hedendom og oldtid, denne vidunderlige saga. Og midt i dette urolige dagligliv gaar saa Snorre Godi, Mostrarskjeggens sønnesøn, den navnkundige, men rænkefulde ætts anden stamfar og Eyrbyggja-saga’s egentlige helt ... «middels av høide og temmelig smal om livet, vakker av ansigt, regelmæssige træk og lys av hud, blond av haar og rødskjegget» – slik saa han ut. Han gaar der saa stø og uigjennemtrængelig og gløgg, skarpsindig indtil ordkløveri, proces-kyndig som ingen, langsint og hevngjerrig, trollkyndig, lægekyndig, Men ædel –? Nei. Han er bare levedygtig – derfor er han ogsaa fuld av gode raad for sine venner. Og i alle livets omskiftelser er der et træk som aldrig forlater ham: Han er livræd! Han er det værste, en høvding kan være paa den tid. Men sagaen lægger ingen bret paa det – blandt andet derfor tror jeg, kongesagaens Snorre er nedtegneren; for han hadde samme egenhet. Han stiller sig bak dem som skal slaas, puffer paa, egger, men han træffes aldrig foran, der hvor hugg skiftes mand mot mand, – end ikke naar han staar i vældig overmagt findes han foran. Her mindes jeg et uutslettelig barndoms-indtryk fra den første dag, jeg kom til Vestlandet fra det slagsmaals-rike, knivglade Sætesdal:
Side:Kinck - Steder og folk.djvu/192
Denne siden er ikke korrekturlest
188
