Side:Kinck - Steder og folk.djvu/203

Denne siden er ikke korrekturlest
199

man sjelden hadde behøvet at bebreide ham at han ikke var dristig nok; heller ikke skulde det behøves nu ...» Og dermed sætter han utpaa isen. Han plumper i, men greier det saavidt; bønderne derimot stanser straks og snur i land. Tilslut er der bare en tyve mand som følger ham; og da blir han rammet i halsen av en pil og faar sin bane. Vaage livet for en gests skyld, med et litet øie for tilskuere, – det vilde aldrig Erling Skakke nogensinde gjort.

Og jeg mindes atter den gamle svenske Ynglinge-konges, kong Hakes statelige baalfærd, hans sans for «den stora gesten»; her dækker gest og virkelighet endnu hverandre. Eller jeg mindes den svenske flyveløitnant, som dræptes paa Hengsengen ved Kristiania under den store kapflyving i de stormfulde aprildager for to–tre aar siden. – Norges saga har ikke denslags fanden-spare-livet! – eller ialfald har den litet av det. Den har Gregorius Dagssøn. Døden sætter ellers ikke prik over selve gesten. De kan nok nytte den stund til en gest, – dø med et bonmot eller en stasfrase paa læben, i haab om at den skal leve evig som et bevinget ord; men da er ogsaa først alle veier til frelse stængt: useier og bane er da alt den haarde virkelig-