paa den anden side er et farlig kultur-fundament, dette at pleie sin egenart, som let fører til goldhet, til stagnation. Sær i et vinterfolk. Intet er for et folk mer fordummende end blind chauvinisme; blandt andet netop derfor har jeg her levert ogsaa saameget av reversen, av det ikke-flatterende; det skedde med velberaadd hu, fordi det skulde være litt til bruk i virkelighetens verden – apotheoser er der nok av folk som sørger for. Og allikevel gives der ingen vei utenom særartens pleie i et sekel, som begynder med en selvmorderisk katastrofe, hvor folkeslagene uventet paany stilles likeoverfor de elementære, primitive urspørsmaal som éns selvstændighet.
Jeg er heller ikke saa blind at jeg ikke vel vet, der truer en anden fare, som nærmere beset i grunden er den indre aarsak til den første. Likesom stammefølelsen nemlig, eller race-følelsen, er for et folk hvad karakter er for det enkelte menneske: det som konstituerer éns personlighet, tillike bevisstheten om éns egen konturs værd, kort sagt, éns stolthet, – saa blir igjen den følelse let en hindring for individets utfoldelse. Individet i mennesket har en sund angst for enhver sammenklumping, selv for denne, fordi sammenklumping altid er av det onde. Og al sort nationa-
