italiensk by, med elven bugtende sig i mak østover mot Adriaterhavet mellem poppelkantet bredd, med prikker hvitkalkede smaabyer hist og her langt ute i disen, et kirketaarn eller to. Længer syd og hinsides sletten løfter græsgrodde høidedrag sig, ligger endda i skygger og i morgensolens bævrende rødskjær.
Aquila er en gammel by; men den har ingenting med antiken at gjøre, skjønt Machiavelli sier, den er fra Theodoriks tid. De lærde strides. Men det er vel saa at der har ligget smaabyer fra antiken og tidlig middelalder rundt om; men de blev ødelagt av fiendehaand – der er nok av ruiner. Og saa samlet man sig tilslut paa denne store haug og bygget; keiser Federigo Secondo gav den i 13. aarhundrede rettighet som by.
Men befolkningen er sterkt raceblandet, efter disse ansigter paa gaten at dømme; her har fremmede tropper grassert opover tiderne: spaniere, franskmænd; og før den tid disse nordligere stammer, som skyllet sydover halvøen: longobarder, schwabere under hin mægtige keiser Fredrik, og efter dem endog normannerne. Tilsidst hørte byen ind under kongeriket Napoli.
