farmaceuten lot som han ingenting forstod, vinket øieblikkelig hit ham i heltekongens skjeg. Han sprang frem, saa mig faderlig ind i øiet fra et avdød ansigt. Jeg la akcenten om; og den gamle trak sig diskret tilbake, men med et uttryk som naar man mister en pen ørret like i baadripen. Da opfattet jeg situationen: det var to gamle læger, dette – to mumier, som sat paa lur under torvdagens folksomste timer! Og de var stivøiet av spænding som rovdyr like før spranget. Det møte var ellers et slemt varsel: «il professore» var overlæge ved byens sykehus; og familien skulde komme til at behøve ham snart.
Ut paa eftermiddagen datt en bjørnetrækker ind paa torvet med en svær skistav i næven – det var vel en fordums Gran Sasso-bjørnunge han fôr med, saa elendig mager og tjafset og uflidd paa skindet og med jernstang fæstet i næsen; plageaanden var ellers næsten like mager. Den gik paa to, mens eieren kjørte skistaven i dens buk, saa den gav fra sig et par dype gulp; fik nogen soldi, og var saa væk i næste nu, begge, lydløst tassende; de hadde hast, for la de sig fore nogensteds, svalt den jo ihjel;