Side:Kinck - Steder og folk.djvu/58

Denne siden er ikke korrekturlest
II. URTYPER



M
en slik musete graa, blaasende julidag er Hardanger. En slik sur og sølvgraa morgen maa Hørderne, Cæsar’s og Tacitus’s Harudes, være kommet lensende for solgangsbrisen ind fra havet; sidst fra den danske halvø mot folkevandringens slut, idet de vek enten for overvældende overmagt, eller drevet bare av smaa kaar, av mange uaars misère, likesom Islands landnaamsmænd, for at finde bedre, blivende steder; tok land av en eller anden grund ikke ved sydspidsen av Norge eller Lister, men nordenfor Karmøen og i Hardangers fjordgap, søkte sig en livdevaag mot havbrisen. Et liv om øerne, som naar maaltrost-flokken slaar sig ned i et træ efter sin flytfugl-fædl Og der vrimlet av fisk og sjøfugl og reder og egg og svære blaaskjel; og der var fett græs inde i skaarerne, som rak til knæs; og erfugl-mor laa brun og rugetam i den grønne eng. Saa her