over de korte vokaler og svækker dem med
omlyd («kødn» for korn, «gøtt» o. l.). Altsammen
tilsyneladende bare indfald, men som
selvfølgelig har sin almengyldige grund, eller
ialfald sin foranledning.
Jeg har mine indtryk av livet væsentlig fra 80-aarene; meget er forandret siden den tid. Naturen er nok den samme – skjønt, det er den heller ikke; kemikalier har lagt Odda øde; og de forlatte rørgater andensteds opover blanke fjeldet ligger igjen og vidner høimælt om norsk forretnings-geni fra Verdenskrigens tid. Men det ytre billede av livet er ellers ofte et andet end før. Jeg bare nævner en slik ting som at der nu er kjøreveier milevis indover særlig paa den nordre strand. Eller jeg nævner en detalj som fyrlygterne, som nu staar paa nesene indover i de stummende mørke høst- og vinter-nætter – det er vel trafiken mot fabrik-anlæggene i fjordens bund som gjorde fyrene nødvendige. Før i tiden fandtes ikke ett lys; det er et eventyr at dampen fandt frem som den gjorde i dette belgmørke inde mellem fjeldene, og i taake og i snekaver. Og den tid støtte fjordbaaten aldrig; dengang kjendte lodsen alt – han kjendte endog mælet paa hver bikje som gjødde i land. – Fabrikerne er nu kommet til, store
