Jeg mindes saavidt den gamle Rosenkrone
fra 70-aarenes slut, den overmaade høie, granne
skikkelse med rynker, men litt litet markerte
træk i det milde, glatrakete, fjerne ansigt,
hvor der dog sat et forunderlig blankt barneøie;
han bar sit haar litt langt og med skil
som A. Munch – 30-40-aarenes mode. Men
han var fri den tids litterære naragtighet –
jeg kalder det seminarisme – slik som noget tidligere
de skuespilgale, helterne i fru Dunkers
memoirer, og Bernt Anker, om hvem det fortælles
at han ved sin frues død kastet sig
sorgfuld over hendes baare og sa de galante
ord: «Nu bedrøver du mig for første gang!»
Hvilket man nu vet er et citat. I det hele,
det memoireverk maa tages op til komplet
omjustering, idet det som kildeskrift har sit
værd i en ganske anden retning end fru Dunker
aner og ønsker: Den tids aandsliv var
«seminarisme» og litterært knot, som hos ethvert
folk ved kulturoverganger. Bl. a. har
Dostojevski i Godset Stepantschikovo
skikkelsen for Ruslands vedkommende i Foma
Fomitsch; og Turgenjev kjender ham og den
hule esprit. Den gamle Rosenkrone var ganske
fri for denneslags litterær forfængelighet og
affektation; og med sit udmerkede hode og
evnerik som han var, saa han visselig i slikt
Side:Kinck - Steder og folk.djvu/82
Denne siden er ikke korrekturlest
78