stemning, det er hvilen, det er den tunge søvn. Og man forstaar den anden farvesmak, har man oplevet en frugttræblomstrende godveirsdag i mai, naar fjorden ligger blikstille, og fonnen og elvene og blaa himmel speiler sig; da smelter hus eller baat sammen med det, gaar op i eventyret, vidunderlig luftig som selve ternen eller maasen imot himlen utenfor nessene. Hvit fonn og blaa himmel! Det er jo i grunden ingen farve. Det er farvens ophør. Det er ekstasen. – Men kanske det er at ta for høitidelig paa det, naar man vil finde det igjen paa hus; kanske de to farver meldte sig egentlig, fordi de var de billigste.
Kirken virket knugende tung og mørk paa mig. Men rummet var utrolig fyldt av lysspil. Der var nemlig gamle ørsmaa blaa og grønne og brune vinduer i blyindfatning. Jeg husker et slikt, det blev kjøpt paa auktionen, da kirken blev revet, og sat ind til fjøsvindu hos vor nabo Baard; jeg tror det var paa tre glas, og det var visst netop et grønt og blaat og et brunt; det ene var visst litt rosemalt ogsaa med vaaben eller slikt. Og der, i «Baarda-floren», stod det, til jeg var voksen. Naar vorherre’s sol ødslet utenfor, kunde en droplet kjyr herinde i alt dette brune, som hører et fjøs til, faa en underlig intim, brun
