Haakon middelalderens universalgeni Matheus av Paris som arkitekt i det trondhjemske (1248), og man sætter hans ophold der nord bent frem i forbindelse med Nidarosdomens vestfront (cfr. P. A. Munch’s historie og Harry Fett’s artikel: Matheus av Paris og hans stilling i norsk kunsthistorie). Som lægmand tør jeg ingen mening ha her; men er det slik som fagmændene sier, saa betyr jo det bare at kunstnerisk er folkets vanmagtstid inde. – Eller nu det faktum i ordets kunst: at oversættelser skyller ind!
Det kan maaske synes litt uretfærdig at dømme paa det vis, man faar ikke veie og gjøre sig op en mening om den kunstneriske evne i folket ut fra Haakon Haakonssøn’s tid. I virkeligheten er det kanske i grunden heller ikke selve evnen som er i forfald eller synkende. Men det er den almene smak, som er det – eller smaken hos de toneangivende og ledende, hos publikum. For i den tid var kunsten saa litet individuel eller suveræn i sit væsen, at den trodset ikke almenheten; den var til «skemtunar» – til underholdning – og hadde intet andet at gjøre end at gi sig over straks: en forhærdet fremturen paa tvers av dens krav var utænkelig, den var jevngod med det blanke vanvid, med
