Side:Kinck - Storhetstid.djvu/106

Som oftere sagt, er det intet synlig brud mellem gammelt og nyt, mellem saga og høigotisk hofdigtning. Og likesom der var ættesagaer uten erotik, saa var der ogsaa folkeviser uten det. Og der findes ættesagaer paa overgang til eventyr og sagn, som tilfældet er med enkelte særlig fra det nordvestlige hjørne av Island; Bárðar saga Snæfellsás – om Haaløig-ætten som utvandret – er saaledes iblandt mer en vætte-saga end en ætte-saga, endskjønt det er kjendte, virkelige skikkelser som behandles. Intet brud. Tvertimot: de løper jevnsides og lever, de to retninger; man kan ikke peke og si: der sluttet det gamle, her begyndte det ny. Man kan maale det gamles seige kraft av den række træk og egenskaper, det lægger efter sig i de senere sagaer. Endog i det rent formelle oplever vi det: saaledes ved den parataktiske sætningsbygning, som er ganske fabelagtig seiglivet og holdt sig nedover tiden længe efter at det nye sprog var trængt igjennem; ja, naar det stadig møter os i eventyr eller i folkelige stubber slikt som: «Detta va daarlege greier, so han sa manen, han flaadde mærraa mæ navaren,» saa sier man at her er utelatt konjunktionen; og ved relativsætningen uten pronomenet heter det