Men dens stils kraft er saa stor og seig at den gaar ogsaa igjen i Sverres saga, skjønt denne ikke er nogen personalhistorie, men et partsindlæg. Ættesagaens apparat gjør sig gjældende. Og med f. eks. Kongespeilet’s aand er der liten likhet. Selv i tidens største er der stof av begge slag; men trods præget av den ny tid er han dog i mine øine væsentlig en skikkelse av den gamle type. Og jeg formaar ikke at hæve mig til et fromt og nytestamentlig syn paa ham.
Sverre var fra barnsben vokset op paa Færøerne: han levet der i de vigtige, avgjørende aar av sit liv. Han var færøing i sin energis art. Og hvad færøing vil si, vet Snorre at fortælle. Han har i Heimskringla en lang thaatt om dem og Thrond i Gata’s snedige optræden likeoverfor Olav den hellige og hans sendemænd, som kræver skat. Det er en fortrinlig og levende tegning av det specifikt færøiske folkestof, som er av samme art som i en del haaløiger: Haarek i Thjotta og Thore Hund, seige og ukuelige, lumske og uutgrundelige, med knep uten ende, og som ingen midler skyr. Der er i grunden en hel liten gruppe slike éns prægede karakterer i vor sagalitteratur; og trækket synes stundom
