imot Thord. Da blev dette kvædet:[1] Det er ingenting, det vi raper, vi gjester paa stute-kjøttet. Nei, Thord det er kar til at rape over sit matfat, Thord, søn av Thorvald, søn av Kjartan! – Thord skottet bort ovenpaa den visestub, og han syntes at stemmen kom der ovenfra en mand paa en av forsæterne, en rusk av en kar med svært haar. Han hentet da husets frue for at snakke med hende, og spurte, og pekte, hvem han var, den haarlug-fyren, som sat paa forsætet ved Thorgils-bænken. Hun sa: Det er Olav Hildissøn. Thord mælte: Ikke kan vi to længer sitte her i dette lag! send ham væk til en anden gaard; ellers blir det til det at vi maa ride bort. Langt om længe gav hun svar, og da sa hun: Ære tykkes det os at ha dig her; men ikke kan jeg se mig nogen utvei til at faa sagt farvel til Thorgils’s følge nu. Og Olav mente nu visst heller ikke større vondt med sine ord. – Nu la andre merke til deres samtale; og Thorgils spør hvad det var de to hadde at prate om. Hun sa ham det; og bad forsigtig Thorgils om at faa Olav til at reise sin vei, saa gildet ikke skulde bli ødelagt for hende.
- ↑ Jeg gjengir nu bare i ubunden form; metret begynder ogsaa at bli mer og mer kunstlet.
