Side:Kinck - Storhetstid.djvu/125

ledes klart nok. Og forfatteren er fyldt av de store tidender, som for ham er sande i ett og alt. Han forstaar at oparbeide dramatisk spændende situationer, som kan minde om dem hos Walter Scott: naar Rikard Løvehjerte sees sprengende ukjendt ind paa turneringspladsen, eller om den i eventyret Jomfruen paa Glasberget, der Askeladden kommer ridende. Sagaens styrke er i det hele skildring av slikt som opbrud til krig: larmen av hærmænd, hestekneg, folkestimlen. Og der er noget stort f. eks. over skildringen av slaget, der Didrik og Ermanrek mot verkets slut tørner sammen; eller av overfaldet paa Nivlungerne i Attila’s borg – kampen som bølger vild frem og tilbake i stræderne, saa det minder om lignende episoder i Oslo eller Nidaros fra borgerkrigenes Norge, – selv om der i det tyske sagn svelges litt over maate i hugg og drap. Forfatteren kan tegne friske, levende, skikkelser, jeg minder f. eks. om Thetlef – ædelt metal mellem pletsaker og gammelt skrammel! For samtidig støter man ustanselig paa beskrivelser av helter som det i bokens begyndelse om Salerno-ridderen Samson’s ytre: at hans bryn var svære og «svarte somom der sat to kræker over hans øine». Han har i det hele