paa Island møter vi Snorre’s brorsøn Thord Sighvatssøn (1244).
Det flunkende nye er selvbeskuelse. Den er snart i fuld blomst. Selvbeskuelsen, som ved sit første møte med norrøn psyke reiste avsted med vettet fra Sigurd Jorsalafarer: der kræves nemlig en frist, før det nye stadium faar ordnet sig ind som naturlig bestanddel av éns maate at være paa. Det aktive i racen, den indre, ubevisste følelse av kraft, har imidlertid tat skade, segner langsomt; og i dets sted begynder det utadvendte at indta bred plads, øker paa i samme forhold som kjernen, det vil si: karakteren, blir spinkel og uspændstig. Det er jo nu et hverdags syn; og for kunstens vedkommende har Henrik Pontoppidan tegnet processen engang for alle i sin herlige og underfundige novelle Hans Kvast og Melusine. –
Det labile ved hin overgangstid i 13. aarhundrede kommer tilsyne paa mange felter, ikke bare paa sprogets eller stilens. Men dette porøse som saadant har svake tilknytningspunkter ogsaa i den gamle saga; det hænger kanske længst ute endog sammen med det urgamle i heltens trang til at si en god stub, i det samme han faar banehugget.
