det med fingrene: aa, gi ham ett til, sier han, saa er vi sikre! … Men det er altsaa et kjendt, lyrisk dansestev, som den dødsmerkede citerer i sine sidste timer. Stevet er visselig av den sort «mansǫng» eller elskovsvise som bisp Jon Ogmundsson rusket efter dem for og forbød.
Det var «dansen». Men i hint bryllup paa Holar nævnte man ogsaa «lýgisǫgur» som underholdning. Det varsler ogsaa en ny tid med de finere seder, den slepne, belevne optræden. Da er vi ved det sentimentales grænseskille; da er det ikke saa langt sprang til ridderromanen, til den bristefrie forherligelse av hovedskikkelsen, til det eventyrlige ædelmods lytefrie prins, til Fritjofssagaer.
Men saa gives der mot slutten av Sturlungernes saga et andet interiør, som peker paa en anden side i den nye kultur. Det er i fortællingen om Thorgils, som ogsaa blev efterstræbt og under sin flakken kom til gaarden Rabnagjel, hvor han blev vel mottat. Om kvelden spurte man, hvad de fik lov at by ham av underholdning, sagaer eller «dans»: «Han spurte hvad slags sagaar han kunde faa vælge. Det blev sagt ham at her var at faa Thomas Erkebiskops saga. Og han valgte den, fordi han elsket ham fremfor
