bare det at seire. Det gaar ut paa at faa hugget ned for hverandre saa mange som mulig av de bedste mænd.
Bonden vedkommer os mindre her. Hans blad i Norges saga er saa som saa – straalende kan det neppe kaldes. Det er kanske atter at «skamskjende» ham, naar jeg minder om det; men jeg trænger hans billede her i denne oversigt. Kongesagaen nævner ham ustanselig med haan. Og især er Sverre’s saga slem: Han var altid feig i kamp, randt sin vei paa første ordet; og han var troløs: «Det viste sig som før, der var nogen uoprigtighet i bondekarernes sind», staar der i Sverre’s saga. «De kjærer sig nok ikke om hvem falder», staar der et andet sted at Sverre sier. Og hans mænd har økenavnet «vasikampr» paa dem («lurve-skjeggen»). – Den jevne, egentlige bondestand, almuesmanden, staar ganske likegyldig utenfor al striden, som regel uten «politisk» overbevisning. Hvad var i grunden ogsaa naturligere! Han var jo sikker paa – hvem av parterne der saa vandt! – at maate betale moroen, enten som brandskat, om han blev beseiret; eller som veitsle, om den flok, hvor han stod, blev de seirende og beholdt valen: Hvorfor skulde han saa attpaa vaage livet! Det er
