sandtskap ut til sultanen i Serkland med en mængde falker i gave. – Det øker utover i hans saga, han er likesom uten midtpunkt i sig selv. Han flakser internationalt. Kort sagt altsaa: det vi kalder en nar. Sigurd Jorsalafarer sat i system.
Men denne usikkerhet utadtil, denne svake evne i selvvurdering og éns underkastelse likeoverfor hyldest fra Europa har ogsaa en indre, rent social-politisk aarsak. Det træk faar sin forklaring ut fra vort samfundslivs primitive grundvold. Sagaens gamle, vidunderlige kultur med det fint utviklede retsvæsen var nemlig bygget op paa den enkelte ætt; kultus om den og hvad den tilhørte, var i grunden den eneste religion, vikingetidens rationalister kjendte og bøiet sig for. Selv kongerne. Ingen hadde nogen intimere følelse av Norge som riksenhet: det var for dem bare deres store personlige ættegaard. Vi vet jo hvorledes f. eks. Harald Haarfagre stykket teigen ut igjen i smaat til sine tyve sønner. Og da der engang under Olav den hellige er uaar i Nord-Norge, ser vi at han uten at blunke forbyr dem sydpaa at sælge korn nord til Haalogaland – ganske som det var et fremmed land. Ætten var det som gjaldt. Der findes intet stats-
