Side:Kinck - Storhetstid.djvu/51

Denne siden er korrekturlest

ridderromaner om kjærlighet. Samtidig hermed og ikke uten i forbindelse med denne stigende import begyndte ogsaa den sproglige revolution, som er betingelsen for den middelalderlige ballade. Man behøver bare lægge Kongespeilet eller Strengleikar ved siden av en egte ættesaga, læse det høit og lytte, saa føler og hører man det tydelig; verber og substantiver bøies nok væsentlig likedan som i oldsproget, men sætningen er ikke længer den samme, – og det er jo dog den sidste som gir et sprog karakter. Ener ta slikt som Kristnis saga fra litt over 1200. Den er nok tør og ubegavet i sammenligning med de gamle sagaer, men det er allikevel ikke det som gir forskjellen: Der mangler det blanke øie, som speiler umiddelbart tingene; der er kommet latin paa pupillen. Allerede i Sverre’s taler er forresten dette tilstede. Og ogsaa i selve ættesagaen kan man føle overgangen; en saga som Fóstbræðrasaga (hvis nedtegnelse sættes til ca. 1250) bærer i saa maate allerede merke av stilens forfald.

Sverre’s litterære smak varslet ilde; jeg har før i en anden forbindelse nævnt, hvorledes han sværmet for «lýgisǫgur», hvad praktisk talt nærmest svarer til det vi kalder