Side:Kinck - Storhetstid.djvu/57

Denne siden er korrekturlest

glose med samt kjenningens haarreisende tvetydighet og isteden lagt frivolitetens vat rundtom. Biskop Jon Ogmundssøn er for alle tider død, eros har sin dagslyse plads i alle sind. Haakon Haakonssøn laa kun paa sit dødsleie hin gang han søkte til sagaen, Skule høvding seiret ikke. Det er dette som er historie, det er dette som er tragik.

Ensteds i Sturlungasaga fortælles der om to unge søstre, døtre av Gudmund fra Tingvoldene paa Island; det skal være saadan fra aar 1200. De unge heter begge Thora – det ser næsten ut som om man paa den avsides gaard var saa indsovnet at man manglet fremfærd til at finde paa nye navn. Ellers er der i motivet en underlig vag likhet med Volsungsagnet, hvor ogsaa to kvinder ved en bæk – der de forresten tvætter sit haar – tales ved om sin elskede; men hos Brynhild og Gudrun ligger der, betegnende nok for hin gamle tid, en ubændig trang til mandjevning bak optrinnet, som jo i sammenstøtets hete kommer til at røbe det virkelige forhold – at Sigurd er helten og ikke Gunnar – og derved hitkalder det hat, som fører like lukt i katastrofen. – Her i Sturlungasaga er det ikke længer valkyrjer, som tales ved. Der var en aa i nærheten av