«ódæll»; verset svaier og bukker sig som pager og som høigotikkens engler. –
I forbindelse med denne overgang til den nye tid maa folkemusikken ogsaa ha avsat spor. Man skulde ventet at der fra musikkens historie vilde kunne hentes den bedste støtte ved studiet av gammel kultur og aandsliv, eller ialfald fine, værdifulde vink; men der er man jo blit en smule skuffet. Det er mulig at fagmændene paa dette felt hittil med vilje har gaat unna det hjørne, – kanske av enslags selvopholdelsesdrift, da det er det vanskeligste, eftersom det ligger det eksakte fjernest. Musikken er imidlertid et vigtig moment ved denne sproglige omveltning: ti den er jo delvis til dens fordel og berikelse.
Det falder av sig selv at ørets kunst bestod fra urold av; der blir bare spørsmaal om hvorledes den fandt uttryk og artet sig. Det er selvindlysende at man har tre momenter at veie ved en analyse av denne overgangstid: Først det hjemlige musik-instinkt. Saa kirkemusikken og liturgiets indflydelse. Ti i landets og byernes utallige kirker, fra ottesang til Ave Maria, saa jo folket for første gang musik planmæssig ordnet og anvendt i en bestemt hensigt: de møtte der
