var! … Av samme grund blir jo ogsaa karaktertegningen summarisk og skablonmæssig, som f. eks. de fire «niddinger», som bærer avindsord i Tristans og Isolde’s saga: de skiller sig ikke ut fra hverandre, de er ikke individer; det gaar med dem som f. eks. med den «falske terne» i balladen. – Eposet er sprængt av heftige utbrud; man træder stadig i skranken og forsvarer helten, og ubehersket blir der utslynget forbandelser mot hans fiender. Ridder-romanen har passert det sentimentales grænseskille; den er rørende og ædel; ridderen fører sin dames ganger ved tøilen, slik som det ogsaa i kongesagaen stadig gaar igjen under Kristina’s færd i Spanien. o. s. v. Og den overmenneskelige offervilje løftes til skyerne. Kvindeskjønhet besynges – hør her om dronningens følge, da Tristan møter Isolde mot romanens slut (Eckhoff’s oversættelse):
Endelig nærmer sig en kulsort hest som bærer den fagreste kvinde, Kaherdin nogensinde hadde skuet: hendes ansigt var vel dannet og hendes legeme ypperlig skapt, hofterne litt lave, øienbrynene vel tegnede, øinene muntre, tænderne smaa, en klædning av rød fløil slutter tæt om hende, og en fin rosenkrans av guld og ædelstener pryder hendes skinnende pande.
– Det er dronningen! sier Kaherdin med lav stemme.
