Side:Kinck - Storhetstid.djvu/9

Denne siden er korrekturlest


Denne Sturlunga-saga mindes ensteds i det første avsnit – i den saakaldte Thorgils og Havlides saga – en lystig type paa en prest, som lægger kvad og fortæller. Det er saadan i begyndelsen av 12. aarh., og han het Ingimund; var en saare avholdt og agtet mand i sit herred – «hinn mesti gleðimaðr», som ved festlige sammenkomster var ivrig for at skaffe underholdning. – Der stod altsaa, som sagt, et bryllup paa Holar, og like i begyndelsen var der litt mislyd i laget paa grund av en av gjesternes holdning; men saa blir denne – nemlig Thord. – snakket til rette og beroliget: her er bare venner tilstede og ingen fiender, sier man; og han kommer igjen i godlun – jeg oversætter hvad videre sker: «Efter det kom bordene frem, og man sat trangt paa bænker og paa forsæter. Der var baade godt og rikelig med traktemente, og de knuslet ikke; skortet heller ikke paa god drik. Da sa Ingimund prest at Thorgils skulde udbringe mindeskaalerne (mæla fyrir minnum[1]). Men han undslog sig, og vendte sig til Thord, bad ham si, hvis mindesbæger her først skulde

  1. Fast skik at indlede drikkegilder med det. De var jo oprindelig en slags kultusakt – man ser af «minni»: til de hedengangnes ære.