rendte der lige i synet paa hverandre uden ord, slog hverandre i hodet, saa skotteluen føg, kneb og lugged og slængte, til de rulled om, laa og bedes i hodet og klorte, saa blodet randt, trilled om hverandre saalænge til hver hadde faat slikt tag paa den anden, at han ikke kunde røre sig mer.
Da slap de, satte sig paa bakken og børsted sig længe og stilt. De forstod ikke det bitterste gran av det hele.
Men de vilde ikke se paa hverandre —
— Det ropte ovenfra gaarden. Morens stemme skar spæd gennem fosseduren bortfra moen. Herman svarte ikke, traakked med vare skridt i det fede græs langs fjøsvæggen, gled paa støileveien bagom haugen bortover mod fossen og moen.
Men Sigvart vilde tilbage til lysthuset for at se, om Tordis virkelig graat.
Herman hadde hast; han vidste ikke, hvad han vilde, han var og blev ør. Det var fossedur og mo, som drog, — drog væk fra husvæggene hjemme, drog væk fra morens skarpe stemme og blege blik! — — Han kløv frem gennem uren ved siden av fossen; der over stod moen med brune furustammer. Han krøb
