blanke fjæs, som sad i tobaksrøg og slog en letvindt vits paa døgnets spørgsmaal, de fra Studentersamfundets ytterste værelser, — katteklør som kradsed i hans blødende saar! Det var ikke bare Stenshoug’erne som var rovdyr — alle var de rovdyr som mased sønder og sammen! aa disse fæle brutale mennesker! — —
«De har samma læber, som Deres mor,» sa gamle Stenshoug med ét, i stille kold tone, nikked med et ondt hvast kast i blikket, som klipped noget av.
«Saa,» smilte han kort.
«Jeg har forresten engang sværmet for Deres mors læber. Jaja. Jaja;» der risled minner i hadets flom.
«Hid Syversen!» skrek han og vendte sig fra Herman Ek, en mand kom ind derborte Det var høiremanden hans, sa han, en handelsreisende han hadde været ifølge med vestenfra.
Syversen satte sig, en ildrød koparret mand.
«Se paa den tjuklingen der!» sa Stenshoug og pegte paa en, som kom ind. «A det er Skidt til greier gut!»
